Rejsen med at opdage titanium

I 1791 blev titanium opdaget i Cornwall, England i form af titaniumholdige mineraler. Opdagelsen var pastor William Gregor, en amatørmineralogist i England, som dengang var præsten med ansvar for Creed Parish i Cornwall. Han fandt noget sort sand ved siden af ​​en strøm i det nærliggende Manaccan -sogn, og fandt senere, at sandet blev tiltrukket af en magnet, og han indså, at dette mineral (ilmenit) indeholdt et nyt element. Efter analyse blev det konstateret, at der var to metaloxider i sandet: jernoxid (grunden til, at sandet blev tiltrukket af magneten) og et hvidt metaloxid, som han ikke kunne identificere. Da han var klar over, at dette uidentificerede oxid indeholdt et uopdaget metal, offentliggjorde Gregor denne opdagelse til Royal Geological Society of Cornwall og de tyske "Annals of Chemistry". Omkring samme tid producerede Franz-Joseph Müller von Reichenstein også et lignende stof, men var ikke i stand til at identificere det.

I 1795 opdagede den tyske kemiker Klaproth også dette oxid, mens han analyserede rød rutil fra Ungarn. Han gik ind for brugen af ​​den metode, der blev brugt til at navngive uran (opdaget af Klaproth i 1789), med henvisning til navnet på Titanic i græsk mytologi for at navngive dette nye element "Titanium". Det kinesiske navn er titanium i henhold til dets translitteration. Da han hørte om Gregors tidligere opdagelse, opnåede Klaproth nogle prøver af Manakan -mineraler og bekræftede, at den indeholdt titanium.

Matthew A. Hunter Titaniet opdaget af Gregor og Klaproth på det tidspunkt var pulveriseret titandioxid, ikke metallisk titanium. Fordi titaniumoxid er ekstremt stabilt, og metallisk titanium kan direkte og voldsomt kombinere med ilt, nitrogen, brint, carbon osv., Er det vanskeligt at fremstille enkelt titanium. Det var først i 1910, at amerikansk kemiker Hunter først brugte natrium til at reducere TICL4 til at producere metallisk titanium med en renhed på 99,9%.