Trådtrækkeprocessen med titanium er en teknik, der gradvist strækker emner af titanium og titanlegering til fine tråde gennem en række præcisionsmatricer. Dette lyder enkelt, men i praksis er det fyldt med udfordringer, i sandhed en "blid kraft" inden for metalbearbejdning. Titanium er et metal med fremragende egenskaber-høj styrke, lav vægt og korrosionsbestandighed-men netop disse fordele giver også bearbejdning vanskeligheder. Titanium har god sejhed ved stuetemperatur, men høj modstandsdygtighed over for deformation, hvilket betyder, at det er meget "stædigt" og kræver betydelig kraft for at ændre sin form; samtidig er den kemisk reaktiv og reagerer let med elementer som ilt og nitrogen i luften ved høje temperaturer, hvilket får dens overflade til at blive skør; ydermere udviser det et betydeligt "arbejdshærdende" fænomen, hvilket betyder, at det bliver sværere, jo mere det tegnes, og kan gå i stykker på et bestemt tidspunkt. Derfor er tegning af titantråd langt mindre ligetil end at tegne kobber- eller jerntråd; det er en systematisk ingeniørproces, der integrerer mekanisk, varmebehandling og overfladebehandling.
Kerneprocessen i hele tegneprocessen begynder med forberedelsen af billetten. Typisk bruges smedede, valsede og overflade-behandlede titanlegeringstråde som råmaterialer med en diameter, der kan være et par millimeter. Det første og afgørende trin er overfladeforbehandling. Dette kræver grundig fjernelse af oxidbelægninger, olie og defekter ved hjælp af mekaniske eller kemiske metoder for at skabe en ren, glat overflade. Enhver ufuldkommenhed vil blive forstørret under efterfølgende tegning, hvilket fører til ledningsbrud. Dernæst er påføringen af et smørende lag. På grund af den høje friktion mellem titanium og matricen og dens tendens til at "klæbe", skal der etableres en effektiv smøreisolering. En almindelig metode er fosfatering eller oxidationsbehandling, som genererer en porøs, stærkt klæbende omdannelsesfilm på titantrådens overflade. Denne film i sig selv reducerer friktionen og fungerer som en "svamp", der absorberer efterfølgende smøremidler og danner en stabil smørefilm under trækning.
Efter forbehandlingen begynder multi-tegningsfasen. Det rene, smurte emne trækkes og tvinges gennem en række hårdmetal- eller diamantmatricer med gradvist mindre åbninger. Hver passage komprimerer diameteren lidt. Nøglen her er at kontrollere "beståelsesreduktionsraten." Fordi titaniumbearbejdning-hærder hurtigt, kan der ikke trækkes for meget tråd i et enkelt træk, da det ellers knækker på grund af overdreven hårdhed. Derfor er et videnskabeligt beståelsesskema nødvendigt, typisk med en reduktionsprocent på mellem 10 % og 20 %. Endnu vigtigere er det, at titantråden efter adskillige trækgange hærder og mister sin evne til at deformere yderligere, hvilket nødvendiggør mellemudglødning. Udglødning finder sted i en vakuum- eller inertgas--beskyttet ovn for at eliminere indre belastninger og genoprette materialets plasticitet og sejhed, hvilket gør det velegnet til den næste trækning. Denne cyklus med "tegning-hærdning-udglødning-gentegning" gentages flere gange, indtil målstørrelsen er opnået. Hele processen kræver præcis kontrol af trækhastigheden, matricevinklen og kølebetingelserne for at minimere varmeakkumulering og friktionsskader.
Når først titantråden når den ønskede endelige diameter gennem gentagen trækning og udglødning, er processen endnu ikke afsluttet; efterbehandling er stadig påkrævet. Dette inkluderer præcisionsretning for at eliminere krøller og indre belastninger, og nogle gange elektropolering eller vakuumblank udglødning for at opnå en ekstrem glat, ren overflade med ensartede mekaniske egenskaber. Værdien af titantråden fremstillet gennem denne strenge proces er således realiseret. Det er meget udbredt inden for høj-teknologiske områder: I den medicinske industri er ultra-fine titantråde ideelle materialer til suturer, tandtandreguleringstråde og kardiovaskulære stenter på grund af deres fremragende biokompatibilitet; i rumfart er titantråde vævet ind i masker til kompositmaterialeforstærkning eller varmeisoleringslag; i kemi- og marineteknik bruges det til at væve korrosionsbestandige- filterskærme; og i high-forbrugsvarer bruges det i brillestel, smykker og sportsartikler. Det kan siges, at hver rulle fin, men stærk titantråd legemliggør visdommen fra moderne materialevidenskab, et perfekt eksempel på at tæmme et oprørsk metal til præcisionsprodukter, der tjener menneskehedens banebrydende behov.
