Titaniumlegering er kendt som "space metal" eller "ocean metal", fordi det kombinerer stålets styrke med aluminiums lethed og fungerer godt i ekstrem korrosion og høje temperaturer. Men denne fremragende ydeevne giver også betydelige bearbejdningsudfordringer.Titaniumlegering er i sagens natur "stædig": den har en høj deformationsmodstand, som en hård "stædig sten"; Det har dårlig varmeledningsevne, og varme er let at opsamle lokalt, hvilket fører til overophedning; Den er ekstremt aktiv ved høje temperaturer og reagerer med ilt, nitrogen osv. i luften som en sulten ulv og danner et sprødt og hårdt overfladelag. Derfor kan vi ikke behandle det som smedet almindeligt stål. Smedning, en gammel og intelligent teknologi, er ikke en simpel formgivning for titanlegeringer, men mere som en nøje planlagt "tæmningsproces". Dens kerneformål er at bryde dens grove oprindelige støbte struktur gennem høj temperatur og tryk, og omdanne dens indre struktur til ensartede, tætte og fine korn, for fuldt ud at stimulere potentialet af titanlegering - høj styrke, høj sejhed, udmattelsesbestandighed - fuldstændigt stimulere.
Smedning af titanlegering er på ingen måde i stand til brute force, det begynder med omhyggelig forberedelse og nøjagtig forudsigelse. For det første er opvarmning et kritisk trin. Titaniumlegeringer har et meget smalt smedetemperaturvindue, typisk mellem 850 grader og 950 grader (for forskellige kvaliteter). Hvis temperaturen er for lav, er materialet svært at deformere og let at knække; Hvis temperaturen er for høj, vil kornene vokse hurtigt eller endda smelte for varmt, hvilket resulterer i skrotning af produktet. Dette temperaturområde er strengt kontrolleret og skal være "det helt rigtige". Opvarmningsprocessen udføres normalt i en el- eller gasovn, hvor atmosfæren skal forblive neutral eller let oxideret, og nogle gange kræves endda argonbeskyttelse for at minimere indånding af skadelige gasser. Derudover er emnets overfladeforberedelse før smedning afgørende, da eventuelle mindre revner eller defekter kan forstørres efter smedning, hvilket kræver omhyggelig oprydning. Det kan siges, at før titanlegeringen blev sendt ind i den smedede hammer, havde ingeniører allerede planlagt hele "transformations"-vejen for den gennem termodynamiske beregninger og procesdesign.
Når den til varme opvarmede titaniumlegering tages ud, begynder en "varm forarbejdning" i et kapløb med tiden. Smedeprocessen er normalt opdelt i flere brande (dvs. opvarmnings-smedning-genopvarmningscyklusser). Den første er "blanking", det vil sige at bruge et stort tryk til foreløbigt at bryde den løse og grove kornstruktur i barren. Dette efterfølges af "multi-smedning", som er essensen af titansmedning. Håndværkeren eller manipulatoren skal konstant ændre retningen af kraften på billetten og gentagne gange forstyrre og forlænge. Denne proces er som æltning, gennem plastisk deformation i flere{10}}retninger bliver de indre korn fuldstændigt brudt, snoet og reorganiseret, hvilket resulterer i en fin og ensartet isoaksial krystalstruktur. Dette forbedrer ikke kun væsentligt materialets ensartethed, men forbedrer også i høj grad dets omfattende mekaniske egenskaber. Under hele deformationsprocessen kontrolleres deformationsmængden, deformationshastigheden og den endelige smedningstemperatur ekstremt strengt. Den endelige smedningstemperatur bør ikke være for lav, ellers vil det føre til hærdning eller endda revnedannelse. Moderne smedning bruger for det meste hydrauliske presser eller hurtige smedningspresser, som kan give et jævnt og enormt tryk for at opnå "blid og fast" formgivning af titanlegeringer.
I henhold til formen og kravene til slutproduktet er titanlegeringssmedning hovedsageligt opdelt i to veje: fri smedning og formsmedning. Fri smedning, som navnet antyder, er plastformning af billets lokalt eller som helhed ved hjælp af simple værktøjer (såsom flade ambolte, profilambolte). Den er meget fleksibel og velegnet til produktion af store, relativt simple smedegods, såsom skiver og aksler til flymotorer, eller til marine trykmodstandsdygtige huse. Fri smedning giver bedre sikkerhed for den dybe kvalitet af smedegods, men har begrænset dimensionsnøjagtighed og formkompleksitet. Smedning involverer at sætte den opvarmede barre i et præ-fremstillet præcisionsformhulrum og fylde det med tryk for at fylde formhulrummet. Denne metode kan danne dele med komplekse former og præcise dimensioner på én gang, såsom flylandingsstel, klinger osv. Smedningen har en lille forarbejdningsgodtgørelse og høj materialeudnyttelse, men formomkostningerne er høje, og kravene til smedningsprocesparametre er mere krævende. Hvilken vej man skal vælge er kunsten at afveje-mellem produktets ydeevne, produktionsomkostninger og produktionscyklusser.
Slutningen af smedningen er ikke enden på hele processen. Titanium dele, der netop er blevet smedet, har store restspændinger og ujævn struktur indeni, som skal "varmebehandles" for at stabilisere og optimere. Gennem forskellige processer såsom udglødning og opløsningsældning kan dets mikrostruktur justeres, interne spændinger kan elimineres, og materialets ydeevne kan opnås i en optimal og stabil tilstand. Efter denne serie af "tempering" og "brandtests" er titanlegeringer endelig blevet genfødt som-materialer af høj kvalitet, der kan modstå 10.000 meter dybt-havtryk, modstå høje-temperaturluftstrømme under supersonisk flyvning eller tjene sikkert i menneskekroppen i årtier. Ser vi fremad, udvikler titanlegeringssmedningsteknologi sig i retning af større præcision og intelligens. Isotermisk smedning, nær{10}}netformning og andre teknologier kan producere ekstremt komplekse former med næsten ingen efterfølgende bearbejdning ved en mere konstant temperatur og lavere deformationsmodstand. Samtidig bliver computersimuleringsteknologi i vid udstrækning brugt til at forudsige metalflow, temperaturændringer og vævsudvikling under smedningsprocessen, så denne "tæmme" rejse er på rette vej fra begyndelsen. Det kan siges, at enhver vellykket smedning af titanlegering er en perfekt dialog mellem menneskelig intelligens og materiel natur.
